STK90

Sønderborg Triathlon Klub 1990 (STK 90) blev dannet i 1990 og er dermed en af Danmarks ældste triathlon klubber. De første par sæsoner var klubbens primære formål at skaffe licens til klubbens medlemmer.

Men det blev hurtigt nødvendigt, at vi som klub kunne tilbyde mere end det - så i dag er Sønderborg Triathlon Klub en fuldt udbygget klub med gode træningstilbud i alle tre discipliner.

Klubben har mere end 50 medlemmer, hvor yngste medlem er 18 år og det ældste er over 70 år.

Er Du yngre eller ældre er du naturligvis stadig velkommen.

Især piger kunne vi godt bruge nogle flere af.

Medlemmerne har vidt forskellige niveauer og ambitioner, lige fra den seriøse ironman triathlet, til den som bare gerne vil svømme et par gange om ugen.

Men uanset ambitioner så er vi alle enige om at prioritere det sociale aspekt højt i STK 90. Vi har en forventning om at vore medlemmer deltager aktivt i klubbens aktiviteter. Det vil eksempelvis sige, at man så vidt muligt deltager i vores fælles træninger (ca. 1 gang pr. måned). Nogle medlemmer kan af fysiske årsager ikke løbe (korsbåndsskade eller lign) men så forventer vi at man bakker op som hjælper/tidtager eller lignende. Det er naturligvis ikke således at man skal deltage til alle arrangementer & stævner - men omvendt forventer vi heller ikke at man slet ikke deltager, for vi er ikke en forretning med et uforpligtende kundeforhold, men en forening med et forpligtende medlemskab.

Vi stiller ikke krav til det enkelte medlems træningsindsats. Tværtimod er det meget vigtigt for Sønderborg Triathlon Klub at vi kan rumme alle medlemmer. Dog er det således at vi skelner mellem det vi kalder for vores aktive triatleter og passive triatleter. (for uddybende forklaring herom kontakt venligst Peter Eberle eller Søren Pomykala fra bestyrelsen. Men vi opfordre naturligvis til at man minimum et par gange om året får deltaget i et triathlon stævne.

Klubbens arrangementer annonceres på klubbens facebook side stk90 og derfor beder vi alle medlemmer om at tilmelde sig gruppen så i også her kan følge med i klubbens informationer. Samt den kommunikation der er mellem de enkelte medlemmer på dette forum.